At være Zen buddhist

Tim Pallis

Er det er nødvendigt at være buddhist for at praktisere zen? At betragte sig selv som buddhist vil sige at se sig selv udefra som en objektiveret identitet. Det er at objektivere sig selv som en person, der virkeliggør Buddhas dharma. At være buddhist er en refleksion, en unødvendig fordobling af vor livssituation.

Det er egentlig talt ikke særligt buddhistisk at være noget som helst, heller ikke buddhist, for det er ikke buddhistisk at tage sig selv som genstand eller give sig selv en tænkt identitet.

Ord som buddhist og buddhisme er vesterlandske ord, som betegner en begrebsdannelse af dharmaen, som blot er nogle helt grundlæggende erfaringer om menneskets situation. Disse bliver i den buddhistiske lære udtrykt i en meget nuanceret religionspsykologi og religionsfilosofi. Man kan sagtens bruge et helt liv til at udforske dem nærmere.

Vesterlændinge er først lige ved at blive rigtige buddhister, dvs. de er først for nylig begyndt at praktisere dharmaen. De har altid været den, for de er levende og vågne mennesker, men de har ikke vidst det før nu, og det er de blevet så begejstrede for, at de må efterligne de kulturer, som har levet og praktiseret dharmaen i mange århundreder.

Derfor kopierer vesterlændinge i disse år tibetanske og japanske former og måder. Og det kan man måske godt kalde en romantisk dyrkelse af Østens religioner, hvis man ikke selv er en del af det.

Dyrkelse og tilbedelse af Jesus er en del af vor egen kultur, og Maria dyrkelse og helgen tilbedelse ligger ikke mange hundrede år borte. Men nu er der noget der tyder på, at man godt kan finde en anden vej ind i det evige nu, end den vi tidligere har haft smag for.

Amitabha buddha, som er det grænseløse lys, har også lovet at frelse og tilgive alle, og det er en meget væsentlig side ved både tibetansk og japansk buddhisme.

Dharmaen i Tibet er en stærk guru yana, dvs. mesteren eller den realiserede lama er af afgørende betydning for den søgendes vej og praksis. Der er dyb hengivelse og taknemlighed til ham, og det er en ubetinget given bort af sig selv.

Det er ikke mig, der føler glæde eller smerte, men min mester! I de indiske religioner kaldes dette bhakti, at vie sig til eller at give sit liv hen, og det er den mest almindelige religiøse praksis i de fleste verdensreligioner.

Kristendommen er ligesom Amitabha buddhismen og bhakti vedanta en kærlighedens yoga eller hengivelsens vej, hvor man åbner sig for at kunne modtage enten nåden eller det japanerne kalder tariki, som er en særlig kraft udefra. Det er troen på en ydre magt og hjælp i denne praksis.

De vestlige "tibetanere" med deres kristne baggrund er ikke fremmede for denne måde at praktisere på, for de har mange gange hørt vore egne præster takke Gud for hans ubetingede kærlighed og tilgivelse. Det er det samme der foregår i tibetansk buddhisme.

Det nye og det, som kan føles lidt akavet, er, at det ikke kun er præsten, som må udtrykke denne hengivenhed verbalt og offentligt. Enhver, der dyrker dharmaen, må selv praktisere liturgien, knæfaldene, meditationen og bønnen til mesteren, som er en levende buddha. Han hjælper én som en jordemoder med at føde Amitabha buddha, som i virkeligheden er intet mindre end ens eget evige liv og lys.

Tibetanernes dyrkelse af mesteren svarer helt til vor dyrkelse af mesteren Jesus. Den eneste forskel er, at mester Jesus er en ydre guru som ifølge legenden døde for 2000 år siden, og vi har ikke lov til at tro, at der har været andre mestre.

Den levende tradition er således forsvundet i kristendommen, og derfor ser vi mod øst til andre traditioner, som endnu har levende mestre at hengive sig til. At hengive sig til en ydre guru eller mester er naturligvis blot en hjælp til at finde den indre guru, som er praksis i det evige nu og det klare lys’s levende fred.

Nogle føler sig imidlertid mere tiltrukket af zen buddhismen, men vil alligevel nødig påduttes identiteten zen buddhist. Det er tilsyneladende en helt anden vej end den tibetanske buddhismes dyrkelse af en ydre kraft eller magt. På japansk kaldes zen vejen jiriki, som betyder af "egen kraft" eller ved "egen hjælp" i stedet for Amitabha buddhismens tariki, som er en "ydre kraft" eller ved "en andens hjælp".

Min første læremester i zen Nanrei Sōhaku Kobori sagde: "God is an invention of man. So the nature of God is only a shallow mystery. The deep mystery is the nature of man."

Zen skolens tilhængere er derfor ikke så umiddelbart hengivne og andagtsfulde. De er derimod mere kritiske, intellektuelle, spørgende, og i stedet for troen har de den dybe tvivl og det eksistentielle dilemma. De er måske heller ikke så venlige, kærlige og åbne, men mere introverte, radikale, selvironiske og blokerede.

Det er filosoffernes og psykologernes vej. I stedet for at åbne sig i hengivenhed og være modtagelige for livets miskundhed og mesterens kærlighed arbejder de sig ind i en blindgyde i håb om et gennembrud, som på forhånd er dømt til at slå fejl.

Det siges, at der hvor jiriki ophører, der begynder tariki. Når den, der praktiserer Zen, endelig opgiver sit vanvittige forehavende, kommer Amitabha til hjælp, og han erkender buddhanaturen, som er hans egen og alle tings egentlige natur.

Dét er i virkeligheden det samme, som dét Amitabha buddhismen kalder universets kærlighed eller det evige lys. Han har med andre ord fundet det evige liv, som er Amitayus buddha.

Der findes et billede af den kinesiske maler Liang Kai (1300 årh.), som viser Zen skolens 6. patriark Hui-neng (638-713) rive en buddhistisk tekst i stykker. Denne handling er der ikke belæg for i Hui-neng's biografi, men det er rigtigt, at zen skolen traditionelt er forbundet med følgende lille digt:

En særlig formidling uden for skrifterne,

Ikke afhængig af ord eller begreber,

En direkte pegen på vor oprindelige bevidsthed,

At se sin egentlige natur og blive en buddha.

Det siges at Hui-neng var analfabet, men at han, som billedet viser, rasende skulle have revet et skrift i stykker, må nok opfattes som Liang Kai's kunstneriske frihed og fortolkning. Der lægges i zen megen vægt på den verbale dialog mellem mesteren og eleven og den direkte levende sansning af alle ting.

Zen er filosofisk spørgende, men ikke akademisk intellektuel, til trods for at zen litteraturen ironisk nok fylder forholdsmæssig megen plads op i Taisho Issakyo eller den moderne kinesisk-japanske udgave af buddhismens samlede skrifter.

Der er for så vidt ingen grund til at finde på noget andet eller noget nyt, men vi bliver nødt til at finde vor rene væren eller grænseløse natur.

Grunden til, at Jean-Paul Sartre (1905-1980) følte kvalme, var, at han adskilte mellem to former for væren, som han kaldte en soi og pour soi. Det første er blot at være det man er, det andet er at forholde sig til det man er. Denne splittelse mellem "væren i sig" og "væren for sig" er en typisk logisk og intellektuel misforståelse, som gør, at man har ondt i livet.

Det var René Descartes (1596-1650), som grundmurede en sådan dualisme i vestlig filosofi og kaldte den ene del res cogitans (den tænkende substans) og den anden res extensa (den udstrakte substans). En sådan opsplitning af livets helhed i en indre sjælelig verden og en ydre materiel verden giver naturligvis kvalme.

I buddhismen kaldes det duhkha, som betyder kval eller lidelse. Denne smerte overvindes først, når vi kender buddhanaturen, som er vor oprindelige helhed og egentlige natur.

Dette eksistentielle træk er meget gammelt, meget moderne og meget almindeligt. Hvis det ikke gælder for alle mennesker, uanset den kultur de er opvokset i, har det slet ingen interesse. Det er sandt for fru Jensen på Nørrebro og hr. Nakamura i Kyoto. Men selv om væren går forud for kultur, og skønt alle levende væsner har buddhanaturen til fælles, har traditioner en vældig magt, som vi ikke uden videre kan se bort fra.

Vi har alle meget at lære fra andre kulturer. Jeg tror ikke, at den kristne måde at tale om og forklare livets mysterium tilfredsstiller alle i vor kulturkreds. Buddhismen siger tingene på en anden måde, og så er der jo flere forskellige nuancer i buddhismen, alt eftersom man har smag eller temperament for tibetansk buddhisme eller Zen eller en af de andre former for buddhisme.

Den kulturelle påvirkning, som i disse år kommer fra øst, må vi opfatte som en enestående lejlighed til for en tid at blive konfronteret med vor nøgne eksistens, som er tilværelsen forud for enhver kultur.

Når vi gennem lang tids praksis af dharmaen endelig har erkendt buddhanaturen, kan vi med egen stemme udtrykke denne universelle sandhed, og delagtiggøre andre mennesker i det vi har fundet. Vi har et ansvar overfor de, der kommer efter.

Det drejer sig ikke om at se vort egen menneskelige natur i alle levende væsner, men at kunne se vort spejllignende bevidsthedsrum som basis for og ikke adskilt fra det altomfattende indre og ydre bevidsthedsindhold. Der er kun buddhanaturen at se.

Det vanskelige ligger i at opdage hvor livsvigtigt det er at erkende den egentlige virkelighed, i stedet for snart at se en ydre virkelighed og snart en indre virkelighed. Og det paradoksale er, at hvis vi søger den egentlige virkelighed, finder vi den ikke, fordi det er os selv, vort eget bevidsthedsrum, som er uden form, men afspejler alle ting.

Der rejser sig imidlertid en række spørgsmål for en dansk zen buddhist, som man ikke kan undgå at beskæftige sig med hen ad vejen:

Hvem er de zen buddhistiske formidlere i dag?

Er der nogle krav man bør stille til dem?

Bør zen buddhismens formidling foregå under bestemte institutionelle eller organisatoriske former og strukturer?

Hvilket forhold har formidlerne til den zen buddhistiske tradition i f.eks. Kina, Korea, Vietnam og Japan?

Eksisterer der en oprindelig eller autentisk zen buddhisme, som kan formidles i Europa, uden at man også arver en helt fremmed kultursfære? Hvordan finder vi et sprog, som tager hensyn til autentisk zen erfaring, men som på samme tid også tager hensyn til den måde, hvorpå vi her i Vesten plejer at tale om vort åndelige liv?

Der er mange problemer med hensyn til hvad autentisk zen eller den oprindelige buddhisme egentlig er, men disse problemer er ikke de vigtigste. Alle vesterlandske buddhister overvejer, hvor meget de skal tage med sig af Østens kultur, fordi dette kan betyde noget i og med at være sidste skud på stammen i en transmissionslinje. Lad os stoppe op et øjeblik og se tilbage på, hvad det egentlig drejer sig om i buddhismen.

Jeg kørte en gang med Henrik Hjort Sørensen til et møde i Zen Buddhistisk Forening. Vi talte om de vanskeligheder vi så ved at adoptere Østens sociale og kulturelle vaner og fordomme samtidig med, at vi ønsker at lære buddhistisk praksis fra mestre, munke eller lamaer fra f.eks. Kina, Korea, Japan og Tibet.

Vi var rørende enige om, at der er noget helt galt ved ukritisk at arve Østens kulturelle traditioner og hang ups, som betingelse for at lære deres buddhisme. Pludselig sagde Henrik: ”Det skal være Zen på Dybbølsbro!” I det øjeblik kørte vi netop forbi Dybbølsbro.

Det skal hverken være europæisk eller dansk zen! Buddhanaturen viser sig faktisk, som dette øjebliks situationstotalitet. Zen eller for den sags skyld buddhisme er at være ét med hele tilværelsen i alle livets forhold. Det er den helhjertede åbenhed vi kan være, og går derfor ud over enhver kultur. Men denne udelte helhed og eksistens er selvfølgelig ikke forskellig fra den kultur et menneske er midt i til enhver tid. Så længe man ikke er helt på det rene med, hvem man egentlig er lige her og nu, og hvad alle tings egentlige natur er, befinder en buddhist sig i en eksistentiel krise, som hverken har med Østen eller Vestens kultur at gøre.

Denne eksistentielle krisetilstand opleves som at være kørt fast, tingene er gået i hårdknude, man er gået i baglås. Det drejer sig om i zen træningen at arbejde sig igennem denne knude, at løse den op, og den bedste metode er altid at være fuldt opmærksom på den umulige tilstand man således befinder sig i.

Der gives ingen bestemt vej ud i friheden andet end at være klar over, at intet nytter og intet hjælper én længere, hverken yoga, mantraer eller meditationspraksis.

Har man endelig indset, at selve ens søgen efter sandheden også er en hindring for erkendelsen af ens oprindelige og naturlige tilværelsessituation, sker der måske en dag det forunderlige, at den tvivlsmasse, som man har været i så lang tid, pludselig går i opløsning.

Det kan være en ganske almindelig sansepåvirkning, som får tingene til at gå i skred. Det kan opleves som en eksplosion eller være en oplevelse af stor skønhedsdybde, men det kan også være noget ganske udramatisk og naturligt, som pludselig har en særlig betydning, som bliver altafgørende for ens livssituation.

Om buddhismens dogmer videreføres på den kulturelt rigtige måde, om zen formidles på den ene eller den anden måde i Danmark og Europa er ganske ligegyldigt. Buddhismen er hverken indisk, japansk eller tibetansk. Der er hverken kulturhistorie eller en fremtid for buddhismen, og der er hverken buddhaer, bodhisattvaer eller oplyste mestre at sætte op på en piedestal.

Hele denne dualistiske spekulation i at blive oplyst eller at være uoplyst er en skizofren polarisering af mennesker i højere og lavere - den er helt gal!

Selvfølgelig er der en oprindelig buddhisme uden alle former og farver, ritualer og recitationer. Der skal absolut intet til for at se, hvad det er, og det er ikke noget, som først skal erkendes i morgen. Hvis man stadig er i tvivl, må man forblive i denne tvivl indtil den forsvinder af sig selv.

Alt, hvad man gør for at erkende sandheden, fører væk fra den oprindelige situationstotalitet. Det er den man hele tiden har været, men som man ikke kan se, ligesom man ikke kan se, hvad det er, der kaster ens skygge på jorden, ved at træde et skridt tilbage.

Jeg afviser ikke at der findes en zen buddhistisk praksis eller buddhistisk erfaring og modenhed, men jeg vil blot minde om, at spirituel materialisme, spirituel narcissisme og spirituel darwinisme ikke gøder jorden, men forurener det, der allerede er den bedste muld.

Udtrykket spirituel materialisme blev skabt af den tibetanske lærer Chogyam Trungpa (1939-87) med det formål at gøre opmærksom på, at studiet af buddhismen ikke bør blive en ny ting, som man lænker sig til for at blive fri af denne verdens ting og sager. At hænge sig i befrielse, opvågnen eller nirvana er lige så uvidende som at være trælbundet af samsara.

Udtrykket spirituel narcissisme er en blanding af det spirituelle egotrip og forelskelsen i sin egen spirituelle tilstand. Det er den frelstes kedelige måde at ville skjule, at han føler sig finere og bedre end de andre, der er udenfor.

Spirituel praksis kan gøre én meget indbildsk, fordi visse stærke og for én betydningsfulde oplevelser kan få én til at tro, at man er den eneste, som har set det. Men Zen er fuldstændig kold overfor oplevelser af enhver art. Personlige psykologiske eller spirituelle tilstande betragtes i Zen som en sump af vildfarelser.

Den spirituelle darwinisme er ligesom den sociale darwinisme en små fascistisk tro på, at man er ved at udvikle en højere bevidsthed. Det er troen på, at det er muligt at nå et spirituelt højere udviklingstrin enten her i dette liv eller i det næste liv.

Der har været en tendens til her i Vesten at fortolke buddhismen på en sådan måde, at forskellige okkulte og esoteriske fantasier også hører hjemme her. Det er en overtroisk arv, som vi har efter den Teosofiske Bevægelse, som næsten ikke er til at slippe af med.

Hvis vi er i stand til at holde vores stil ren og bevare en vis intellektuel redelighed som buddhister, er der måske en lille chance for, at vi ikke drukner i alle de nye problemer, som synes at dukke op i den buddhistiske praksis.

"Dont make a problem! You are the problem!" sagde Jeff Shore fra Hanazono University på et symposium i Stockholm, da han blev opfordret til at afslutte og sammenfatte debatten eksistentielt. Og han tilføjede: "It is right under your feet!"

Selv om man pludselig opdager sin egen og alle tings egentlige natur og brænder efter at formidle "sandheden" til andre, er der bestemt ikke tale om, at ens egen zen træning er færdig. Selv zen mesteren er stadig i træning og kan forbedre sin uddybning af dharmaen indtil han opsluges af det klare lys's levende fred.

Der er ingen afslutning på indsigten og erkendelsen, selv om vi har forstået hvad buddhanaturen er. Sagen er, at en forståelse, indsigt, oplevelse eller erkendelse, uanset hvad indholdet er, er noget der kommer og går. Det er ikke den rigtige assimilerede dharma, som til stadighed må realiseres i det evige nu. Det foregår resten af livet.